Slut med os og dem i Sønderborg
SØNDERBORG – Det skal være slut med at tænke på sig selv som en frelst skare over for en by fuld af hedninger.
Det mener man i Apostolsk Kirke i Sønderborg, hvor man har erfaret, at vi og de andre-retorikken kun skaber afstand og bevirker, at mennesker, som egentlig er interesserede i kristendommen, holder sig langt væk.
I sidste uge indledte kirken et kursusforløb på ti lektioner, som både henvender sig til erfarne kristne og mennesker, som først for nylig har fået smag for kristendommen. Gud og dig, hedder forløbet, som handler om, hvordan man får de bibelske sandheder til at fungere i hverdagen. Blandt andet kan man få svar på, hvordan man faktisk beder til Gud.
– Ideen er, at vi ikke stiller os over kursusdeltagerne og siger: Vi er kristne – I er det ikke endnu. Vi stiller os sammen med dem og siger: Vi er alle kristne. Vi har en del erfaring med, hvordan man praktiserer det, siger kirkens præst, Anders Bartholdi.
Sidste år deltog 25 sønderjyder i et lignende kursus, og responsen har været meget positiv. Også præsten er blevet overrasket over, hvor lidt åndeligt blufærdige deltagerne var.
– ole